Miss Ascha's Hellig Birmaer

Gubbe

Miss Ascha's katteri

Vi er et lille, kærligt stueopdræt, som kun af og til har killinger til salg. Vi har kun en fertil hunkat som højst får et kuld killinger om året.

Kattene er en del af vores familie og færdes overalt i huset samt i deres udendørs løbegård, som kan ses andetsteds på denne hjemmeside.

Vi lægger vægt på at opdrætte harmoniske, sociale, kærlige, rolige og racetypiske Hellig Birma killinger med et godt helbred. Vi sælger kun killinger som kælekatte og evt. show.

Vi er medlem af Jyrak.

Miss Ascha's historie

I vinteren 2002/2003 begyndte tanken om at anskaffe en racekat sig så småt efter et par gange at have været uheldig med huskatte, som vi ikke kunne få gjort renlige.
Men hvilken race skulle det være? Jagten gik ind men varede ikke længe, for hvem kan stå for Hellig Birmaens skønne blå øjne, dens kærlige og rolige sind, dens blødeste pels og smukke ydre - vi kunne ikke.

Så i foråret/sommeren 2003 købte vi først vores skønne blåmaskede hanbirma Jeppe og kort derefter vores lige så skønne blåmaskede hunbirma Kimi.

Begge katte blev vores et og alt - vi elskede dem og de både os og hinanden, og da Jeppe kun godt 4 år gammel måtte forlade denne verden, blev både vi mennesker og Kimi helt knuste. Ikke mindst for Kimis skyld måtte vi hurtig finde en ny legekammerat til hende, og heldigvis var vores nu kæmpe Birmadreng, Gubbe til salg. Kimis hjerte indtog han dog kun langsomt og aldrig helt så meget som Jeppe. Kimi havde det rigtig dårligt i meget lang tid.

Derfor besluttede jeg, at den situation skulle vi aldrig mere stå i, så aldrig mere kun to Birmaer - for tænk hvis den ene blev syg eller for gammel og døde, og den anden blev "alene".

Der gik også kun få måneder, så indtog Ascha og Archim vore hjem og hjerter og samtidig ønsket om selv at blive avler af disse skønne katte.

Ascha blev vores første fertile hunkat og fødte sit første kuld killinger ved et kejsersnit den 3. maj 2010. Min opfattelse er, at en kat ikke skal risikere at blive udsat for et kejsersnit mere end en gang, så derfor besluttede jeg, at Ascha skulle steriliseres samtidig med kejsersnittet, så hun ikke endnu engang skulle under bedøvelse.

Allerede inden fødslen besluttede vi, at såfremt Ascha fødte en pige, som ville egne sig til videreavl, skulle vi beholde hende til. Og det blev Akita - vores super smukke og skønne blåtabby maskede pige - hvad der kommer af killinger fra hende må tiden vise. Bliver hun ligeså gammel som sin mor inden første løb, så er der et års tid endnu...

Miss Ascha's stamnavns attest

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE